En udemontage med sidegevinster

Ef­tert­re uger som mon­ta­gele­der i Tysk­land, (ef­ter et travlt forår, med kun en buk­ke­jagt­mor­gen), stod jeg og skul­le af sted til Co­lora­do.

Men så vil­le skæbnen at fle­re af de­lene til USA var for­sinke­de, hvor­for det ik­ke var så smart med min del­ta­gel­se de­rov­re, når nu den 3. mon­ta­gec­hefs som­merfe­rie skul­le ta­ges med i ed.

Så med kort var­sel (16 ti­mer in­den fly­af­gang)fik jeg bes­ke­den og kørte der­for til Tysk­land igen.

No­get måtte der gøres, jeg trængte til at kom­me ud i na­turen. Jeg rin­ge­de til Mo­gens og kla­gede min nød, li­ge in­den jeg pak­ke­de. Et større be­nar­bejde gik i gang og un­dervejs kom en af­ta­le i stand om 1½ dags jagt i Po­len med 2-3 buk­ke.

Nor­malt er søndag fri­dag, og res­ten af lørda­gens op­ga­ver blev for­delt mel­lem montører­ne, så jeg stak af ved 12 ti­den, tog et bad, pak­ke­de gre­jet og tog hul på de 240 km til Chros­ni­ca.

Da jeg an­kom til mit lo­gi, blev jeg mod­ta­get af Da­rek, der spurg­te om jeg var sul­ten. –Nej sva­rede jeg som sandt var, jeg tænkte jo kun på jagt. –”Øv”, sag­de min tolk, -”min mor har li­ge la­vet ma­den klar”.

–”Så er jeg sul­ten” var sva­ret og vi gik beg­ge til bords  …

Hav­de de­ref­ter et kort møde med min jæger, Jan og min tolk, hvor de for­talte om jag­ten. De med­delte at de på re­viret hav­de 6 buk­ke til afs­kyd­ning, og at det var umu­ligt, hvis man kun  gjor­de det på pürsch.

Jeg sag­de at hvis jeg skul­le sky­de seks buk­ke, så skul­le de ik­ke være for sto­re, for det var fle­re end jeg hav­de reg­net med. Så tog jæge­ren sig til ho­vedet og sag­de at det gik ud over hans ’ re­putac­ja’ altså ry, hvis vi kun skød de små buk­ke. (forståeligt nok, der skal jo pen­ge i kas­sen) Han vis­te et bil­le­de af en god buk på sin te­lefon og spurg­te om det var mi­nimum. Den var på 430 gram net­to …!!

Nå vi blev eni­ge om at mødes kl. 19 og så ta­ge på jagt, jæge­ren var dog ik­ke alt for op­ti­mis­tisk, med den ud­melding jeg var kom­met med. Vej­ret var skønt, næsten for varmt, men me­get bed­re end regn­vejr og kul­de.

Jeg blev hen­tet og af sted det gik. De kor­te buk­ser og t-shir­ten blev dækket af mit tyn­de ca­mo­uf­la­ge­overtrækstøj, jeg var klædt på til som­merjagt.

Ef­ter en større kik­kert­ro­kade, var min beds­te nat­kikkert hav­net på min .375 HH og da jeg hjem­mefra ik­ke vids­te hvad man kom­mer ud for i Po­len, var det altså den kom­bi­nati­on der var kom­met med på tur.

De første ste­der vi besøgte var over­rendt af men­nesker, til fods, i trak­to­rer og i bi­ler, så vi søgte over i den an­den en­de af de godt 7000 ha. Vi stil­le­de bi­len i sko­ven og lis­te­de ud på mar­kerne. Det første vi så var en ung kronh­jort. Kort ef­ter fik vi beg­ge øje på et rådyr. En buk var det, men den stod di­ago­nalt på den an­den si­de af en slået græsmark. Vi stod til højre bag en rug­mark, så lidt nærme­re kun­ne vi da kom­me. Vi nærme­de os ad ve­jen langs skov­kanten og sam­ti­dig gik buk­ken mod højre mod rug­marken, pa­ral­lelt med os, så den kom da en smu­le nærme­re. Da vi nåede hjørnet af mar­ken, mang­le­de buk­ken 20 me­ter i at bli­ve ops­lugt af ru­gen. Sky­des­tokken blev sat op, der var længe­re ud til buk­ken end jeg brød mig om, med 375’eren. In­gen afs­tandsmåler og en buk der så ri­melig jag­tinte­res­se­ret ud, det var en køn si­tu­ation.

Jeg pif­te­de svagt, men in­gen re­ak­ti­on. Så fløjte­de po­lak­ken og buk­ken stop­pe­de li­ge in­den ru­gen.  Så var det tid, hvis der skul­le sky­des. Første gang vil­le Sa­ko­en ik­ke lar­me, for det der med sik­ringen var li­ge ble­vet glemt. Buk­ken syn­tes åben­bart at jeg skul­le ha’ en chan­ce me­re og blev ståen­de. I skud­det så jeg at kor­set stod lavt, men buk­ken teg­ne­de for skud­det ved at krølle sig sam­men, og sprin­ge ind i ru­gen.

Ik­ke en helt per­fekt fo­res­tilling, men Jan bad mig ven­te, me­dens han hen­te­de bi­len. Sam­ti­dig sprang hjor­ten for­virret rundt, den ane­de ik­ke li­ge hvad der fo­regik.  Jan kom med bi­len og vi gik sam­men op mod skuds­te­det, hvor der var en mas­se blod, men også ma­ve­ind­hold. Jan gik på må og få ind i ru­gen, jeg fulg­te med … Ef­ter at ha­ve ro­det rundt de­rin­de, gik jeg ud igen, for mi­nutiøst at følge spo­ret. Jan kom ud og sam­men gik vi ind igen. Buk­ken hav­de gået i en bue og plud­se­lig så jeg den lig­ge fo­rendt, li­ge til højre for mig. Den var truf­fet lavt og lidt for langt til­ba­ge, men ab­so­lut vi­talt, for den hav­de gået max 30 me­ter, truf­fet af en 300 gra­ins Nos­ler par­ti­ti­on.

Jan kun­ne lidt tysk, så jeg spurg­te om den­ne buk var OK for hans ’ re­putac­ja’. Han smi­lede og sag­de at det var helt per­fekt.

Vi slæbte den brække­de buk ned mod bi­len, me­dens jeg skrid­te­de 185 me­ter af. Et no­get for langt skud ef­ter min me­ning, når jeg ik­ke har haft mu­lig­hed for skyd­ning over 100 me­ter med den, trods det at jeg hav­de ind­skudt med overs­lag for at kom­pense­re for det.

Vi kørte vi­dere over mod en an­den mark og på ve­jen så jeg en buk stå i kor­net til højre. Jan stop­pe­de og vi lis­te­de ud. Buk­ken fors­vandt, men Jan vin­ke­de mig fre­mad, vi skul­le li­ge tjek­ke mar­ken helt frem­me. Her stod der en rå og en buk, der gled ind i en hav­re­mark og fors­vandt. Buk­ken duk­ke­de op længe­re frem­me og po­lak­ken sag­de – ”schi­es­sen, schi­es­sen, schi­es­sen” … Men jeg kun­ne kun se ho­vedet af buk­ken og afs­tan­den var over 100 me­ter. Et skud ned i kor­net mod krop­pen skul­le jeg ik­ke ha­ve no­get af, har læst man­ge ar­tikler om korns ev­ne til at stop­pe og afbøje selv tun­ge kug­ler. Buk­ken tra­vede vi­dere fre­mad i en bue og stod plud­se­lig helt fri, hvor kor­net var lavt. -”schi­es­sen” sag­de jan igen og den­ne gang var for­holde­ne i or­den. I kik­kerten så jeg hvor­dan buk­ken blev blæst om­kuld, in­den re­kylen øde­lag­de bil­le­det.

Jans glæde vil­le in­gen en­de ta­ge og sam­men hen­te vi buk­ken. En me­get fin se­lek­ti­ons­buk, sag­de han, -”gut für ’ re­putac­ja’.

Jan vil­le ha’ vi skød én me­re, men jeg var nu godt tilf­reds. Vi lis­te­de me­re rundt et tred­je sted, men in­gen buk. Det var kamp­varmt og jeg kun­ne ha dræbt for en kold pils­ner. Men det hav­de vi ik­ke, ik­ke en­gang en lun­ken kon­di­vand kun­ne jeg mønstre. De lå i min egen vogn.

Da jeg kom hjem til ”mad­mor”, end­nu en­gang til et overdådigt måltid, spurg­te jeg hvor de and­re gæster blev af … For der var godt nok me­get mad.  Jeg drak en li­ter saf­te­vand og en lun­ken kon­di, for der var dømt væske­un­ders­kud.

De­ref­ter til køjs, for næste mor­gen vil­le jeg bli­ve hen­tet kl 4!

I sen­gen lå jeg og fun­de­rede lidt over af­te­nen. Sik­ken en jagt. Det var ik­ke så længe si­den jeg var kørt fra Tysk­land og nu hav­de jeg været på jagt, ef­ter en ar­bejd­su­ge på over 65 ti­mer. Og nu lå jeg og glæde­de mig til mor­genjag­ten. Kom til at fun­de­re lidt over men­neskets be­hov: En af mi­ne kol­le­ger var kørt de 9 ti­mer hjem til kæres­ten på forlænget we­ekend, en an­den hav­de fået kæres­ten på besøg, og jeg var kørt på jagt …

Da uret rin­ge­de om mor­ge­nen var jeg godt nok træt. Men; af sted det gik. Igen hav­de jeg fået for lidt søvn, dog fors­vandt træthe­den un­der en pürsch ned mod en hav­re­mark, hvo­ri der stod en buk. Vi var nået ind på ca. 70 me­ter da Jan sat­te sky­des­tokken op, for buk­ken be­gynd­te at strække hals. Jan sag­de in­genting, men stod og kig­ge­de i håndkik­kerten.  Plud­se­lig strak­te buk­ken sig yder­li­gere, så ho­vedet stak 10 cm over kor­net. Kor­set stod sta­bilt på stru­beho­vedet, da jeg for­sigtigt be­gynd­te at øge tryk­ket på aftrække­ren. Da Sa­ko­en sag­de skrald, fors­vandt buk­ke­hove­det så hur­tigt at jeg ik­ke kun­ne se hvad der ske­te, men et skarpt kug­leslag for­kynd­te at ud­faldet var lo­ven­de. Jan var helt op­pe at rin­ge, for han hav­de set hvad der ske­te. El­le­vild af jagt­be­rusel­se fik jeg et klask på skul­de­ren og en kæmpek­rammer, og Jan sag­de han en hel mas­se på polsk og det var sik­kert gans­ke rig­tigt … Nu måtte vi ned og se ef­ter, for det var vist ik­ke en helt rin­ge buk jeg hav­de skudt til. Glad var jeg, da jeg så buk­ken, for det var en me­get smuk re­gelmæssig sek­sender, truf­fet di­rek­te hvor jeg sig­te­de.

–Su­per präzi­zi­on sag­de jan, og vil­le se en af mi­ne pat­ro­ner. –Ele­fan­ta, sag­de han og rys­te­de på ho­vedet. Jeg var glad og stolt over den per­fekte buk­ke­jagt­ssi­tu­ation, det var ba­re lyk­ken. Jeg var klar til at køre hjem, men nej, vi var på jagt.

Vi kørte ad en ho­ved­vej, da Jan plud­se­lig brem­se­de ned og vend­te bi­len. –”Bock”, sag­de han og ud i vej­kanten og hen mod skovhjørnet. Og der gik da også en mind­re, men pæn sek­sender, ca. 90 me­ter ne­de på mar­ken. Sky­des­tokken blev pla­ceret fo­ran mig og jeg lag­de rif­fellen op og skru­ede op for forstørrel­sen. Da jeg klem­te af var kor­set på vej opad, men pe­gede højt på bla­det, jeg syn­tes buk­ken bur­de ha­ve pak­ket i skral­det, men i ste­det duk­ke­de den sig, vend­te en halv om­gang og sprang us­kadt ind i sko­ven. Om det var re­kyleskræk, træthed, at si­tu­ationen føltes for let, at vi nærmest stod i vej­kanten,  at det var et an­tikli­maks ef­ter den ny­lige jagt, el­ler at jeg sky­der ad hel…. til, det aner jeg ik­ke. Men buk­ken blev over­ho­vedet ik­ke ramt.

-’ re­putac­ja’ ka­put, var jans kom­mentar, og mit humør var da også helt i kulkælde­ren. Vi så ik­ke yder­li­gere jagt­ba­re buk­ke og kørte hjem til mor­genma­den, igen alt for overdådig, så man får helt dårlig sam­vittig­hed over ik­ke at kun­ne spi­se op.

Ef­ter en god for­middags­lur, en mas­se fro­kost blev humøret me­get bed­re. Jan og præsi­den­ten kom til en kop kaf­fe og  Da­rek vil­le ha’ et bil­le­de til scrap­bo­gen, så vi måtte stil­le op til fo­tog­ra­fering

Om af­te­nen drog vi ud igen, den­ne gang yder­li­gere bevæbnet med 4 kol­de ”blyf­ri” kon­di­vand.

Vi afsøgte fle­re områder, spad­se­rede gen­nem en­ge, mar­ker, omk­ring gærder og sko­ve. Men in­tet råvildt at se ...

De var som sun­ket i jor­den, men sand­he­den var jo nok at det var for­di det var rig­tig som­mervarmt. På en eng stødte vi en vir­ke­lig god buk, men den hav­de op­le­vet nok og strøg til skovs, sam­men med en rå.

Da det blev sidst på af­te­nen be­gynd­te der at ske no­get. Vi så råer en­kelte ste­der og Jan bes­lutte­de sig for at vi skul­le ud på nog­le sto­re mar­ker, li­ge uden­for sko­ven. Der stod da vist også en buk ude i ru­gen, men det var ik­ke me­get af den man kun­ne se.

Dækket af et jagttårn, sneg vi os nærme­re.  Da vi nåede tårnet, blev jeg ja­get op i det, for nu skul­le der ”schi­essssses” igen.

Men med kun ører­ne og op­satsen fri af kor­net, skul­le jeg ik­ke ha­ve skudt til no­get som helst. Jeg prøve­de at sig­te på buk­ken, men tårnet var sam­ti­digt for lavt til et or­dent­ligt anlæg. Plud­se­lig fik jeg øje på end­nu en buk, til vens­tre ov­re ved skov­kanten. Han var kom­met ud på et styk­ke, hvor ru­gen ik­ke var så høj, men no­get længe­re væk end de 110 me­ter der var ud til den først spot­te­de buk.

Da jeg skru­ede op for forstørrel­sen kun­ne jeg se en lil­le op­sats og en me­get tynd hals. Ik­ke en jagt­bar buk, så jeg krav­le­de ned igen. Jan var frust­re­ret, det her var en rig­tig dum si­tu­ation for en jæger der ger­ne vil­le ha­ve sin gæst til at nedlægge no­get. Men så, li­ge ud af det blå, el­ler ret­te­re ru­gen, dér duk­ke­de der en mind­re sek­sender op, ca. 90 me­ter til højre for os.

Jan sat­te promp­te sky­des­tokken op, jeg var jo nærmest klar med rif­len, så da buk­ken stand­se­de in­den byg­gen, li­ge i skel­let mel­lem de to mar­ker, fandt trådkor­set bla­det og fin­ge­ren aftrække­ren. Buk­ken blev blæst om­kuld og Jan var el­le­vild, dun­ke­de mig i ryg­gen og gav mig igen en or­dent­lig kram­mer.  Sik­ken en af­ten, nu var det som om det he­le gik op i en høje­re en­hed.

Det skud gav selv­til­li­den et hak opad igen og red­de­de af­te­nen for den pols­ke jæger. Men ti­den var knap. Kl. 22 skul­le vi mødes med To­mek fra Re­modex og  Pre­siden­ten  for jagt­fo­renin­gen og end­nu nog­le pols­ke jæge­re. Vi prøve­de at fin­de buk­ke fle­re ste­der, men til sidst blev det for mørkt. Da klok­ken var ved at være el­le­ve hav­de vi fået ve­jet buk­ke­ne. Sam­ti­dig fik vi es­ti­meret vægten på den fris­ke, som så blev sa­vet af, så jeg kun­ne få den med. Jan vil­le ha­ve et af mi­ne hyls­tre som so­uve­nir, og sad og fløjte­de i det. De and­re vil­le også li­ge se hvad det var­for et buk­ke­kali­ber den tov­li­ge dans­ker hav­de medb­ragt.  Ind til spis­ning og halv 12 kørte jeg mod Tysk­land igen. I nat­temørket så jeg rig­tig man­ge rådyr. Ved Zi­elo­na Go­ra, brem­se­de en fo­rankøren­de bil op langt frem­me, den bag­vedkøren­de brem­se­de også, men uden brem­se­lys, så jeg tænkte ba­re, -Sik­ken en flosk­pan­de og fort­sat­te. Men da jeg nåede lidt længe­re frem, så jeg tre sor­te skyg­ger, li­ge til vens­tre for bi­len. En vild brem­se-und­vi­gemanøvre, tømte forsædet og la­vede ra­vage i va­rerum­met.

3 über­laüfe­re stod næsten midt på ve­jen, da jeg kom køren­de for­bi. Det var lidt for tæt på …

Jeg var til­ba­ge på ho­tel­let da klok­ken den var næsten halv fi­re, men næste mor­gen var jeg på job igen klok­ken 7.  En kort, hef­tig men pragt­fuld we­ekend var ble­vet tilb­ragt i det pols­ke, den kan jeg le­ve højt på i lang tid fre­mover

Tak til Mo­gens og To­mek, der le­vere­de sid­ge­vins­ter­ne J