En udemontage med sidegevinster

Eftertre uger som montageleder i Tyskland, (efter et travlt forår, med kun en bukkejagtmorgen), stod jeg og skulle af sted til Colorado.

Men så ville skæbnen at flere af delene til USA var forsinkede, hvorfor det ikke var så smart med min deltagelse derovre, når nu den 3. montagechefs sommerferie skulle tages med i ed.

Så med kort varsel (16 timer inden flyafgang)fik jeg beskeden og kørte derfor til Tyskland igen.

Noget måtte der gøres, jeg trængte til at komme ud i naturen. Jeg ringede til Mogens og klagede min nød, lige inden jeg pakkede. Et større benarbejde gik i gang og undervejs kom en aftale i stand om 1½ dags jagt i Polen med 2-3 bukke.

Normalt er søndag fridag, og resten af lørdagens opgaver blev fordelt mellem montørerne, så jeg stak af ved 12 tiden, tog et bad, pakkede grejet og tog hul på de 240 km til Chrosnica.

Da jeg ankom til mit logi, blev jeg modtaget af Darek, der spurgte om jeg var sulten. –Nej svarede jeg som sandt var, jeg tænkte jo kun på jagt. –”Øv”, sagde min tolk, -”min mor har lige lavet maden klar”.

–”Så er jeg sulten” var svaret og vi gik begge til bords …

Havde derefter et kort møde med min jæger, Jan og min tolk, hvor de fortalte om jagten. De meddelte at de på reviret havde 6 bukke til afskydning, og at det var umuligt, hvis man kun gjorde det på pürsch.

Jeg sagde at hvis jeg skulle skyde seks bukke, så skulle de ikke være for store, for det var flere end jeg havde regnet med. Så tog jægeren sig til hovedet og sagde at det gik ud over hans ’ reputacja’ altså ry, hvis vi kun skød de små bukke. (forståeligt nok, der skal jo penge i kassen) Han viste et billede af en god buk på sin telefon og spurgte om det var minimum. Den var på 430 gram netto …!!

Nå vi blev enige om at mødes kl. 19 og så tage på jagt, jægeren var dog ikke alt for optimistisk, med den udmelding jeg var kommet med. Vejret var skønt, næsten for varmt, men meget bedre end regnvejr og kulde.

Jeg blev hentet og af sted det gik. De korte bukser og t-shirten blev dækket af mit tynde camouflageovertrækstøj, jeg var klædt på til sommerjagt.

Efter en større kikkertrokade, var min bedste natkikkert havnet på min .375 HH og da jeg hjemmefra ikke vidste hvad man kommer ud for i Polen, var det altså den kombination der var kommet med på tur.

De første steder vi besøgte var overrendt af mennesker, til fods, i traktorer og i biler, så vi søgte over i den anden ende af de godt 7000 ha. Vi stillede bilen i skoven og listede ud på markerne. Det første vi så var en ung kronhjort. Kort efter fik vi begge øje på et rådyr. En buk var det, men den stod diagonalt på den anden side af en slået græsmark. Vi stod til højre bag en rugmark, så lidt nærmere kunne vi da komme. Vi nærmede os ad vejen langs skovkanten og samtidig gik bukken mod højre mod rugmarken, parallelt med os, så den kom da en smule nærmere. Da vi nåede hjørnet af marken, manglede bukken 20 meter i at blive opslugt af rugen. Skydestokken blev sat op, der var længere ud til bukken end jeg brød mig om, med 375’eren. Ingen afstandsmåler og en buk der så rimelig jagtinteresseret ud, det var en køn situation.

Jeg piftede svagt, men ingen reaktion. Så fløjtede polakken og bukken stoppede lige inden rugen. Så var det tid, hvis der skulle skydes. Første gang ville Sakoen ikke larme, for det der med sikringen var lige blevet glemt. Bukken syntes åbenbart at jeg skulle ha’ en chance mere og blev stående. I skuddet så jeg at korset stod lavt, men bukken tegnede for skuddet ved at krølle sig sammen, og springe ind i rugen.

Ikke en helt perfekt forestilling, men Jan bad mig vente, medens han hentede bilen. Samtidig sprang hjorten forvirret rundt, den anede ikke lige hvad der foregik. Jan kom med bilen og vi gik sammen op mod skudstedet, hvor der var en masse blod, men også maveindhold. Jan gik på må og få ind i rugen, jeg fulgte med … Efter at have rodet rundt derinde, gik jeg ud igen, for minutiøst at følge sporet. Jan kom ud og sammen gik vi ind igen. Bukken havde gået i en bue og pludselig så jeg den ligge forendt, lige til højre for mig. Den var truffet lavt og lidt for langt tilbage, men absolut vitalt, for den havde gået max 30 meter, truffet af en 300 grains Nosler partition.

Jan kunne lidt tysk, så jeg spurgte om denne buk var OK for hans ’ reputacja’. Han smilede og sagde at det var helt perfekt.

Vi slæbte den brækkede buk ned mod bilen, medens jeg skridtede 185 meter af. Et noget for langt skud efter min mening, når jeg ikke har haft mulighed for skydning over 100 meter med den, trods det at jeg havde indskudt med overslag for at kompensere for det.

Vi kørte videre over mod en anden mark og på vejen så jeg en buk stå i kornet til højre. Jan stoppede og vi listede ud. Bukken forsvandt, men Jan vinkede mig fremad, vi skulle lige tjekke marken helt fremme. Her stod der en rå og en buk, der gled ind i en havremark og forsvandt. Bukken dukkede op længere fremme og polakken sagde – ”schiessen, schiessen, schiessen” … Men jeg kunne kun se hovedet af bukken og afstanden var over 100 meter. Et skud ned i kornet mod kroppen skulle jeg ikke have noget af, har læst mange artikler om korns evne til at stoppe og afbøje selv tunge kugler. Bukken travede videre fremad i en bue og stod pludselig helt fri, hvor kornet var lavt. -”schiessen” sagde jan igen og denne gang var forholdene i orden. I kikkerten så jeg hvordan bukken blev blæst omkuld, inden rekylen ødelagde billedet.

Jans glæde ville ingen ende tage og sammen hente vi bukken. En meget fin selektionsbuk, sagde han, -”gut für ’ reputacja’.

Jan ville ha’ vi skød én mere, men jeg var nu godt tilfreds. Vi listede mere rundt et tredje sted, men ingen buk. Det var kampvarmt og jeg kunne ha dræbt for en kold pilsner. Men det havde vi ikke, ikke engang en lunken kondivand kunne jeg mønstre. De lå i min egen vogn.

Da jeg kom hjem til ”madmor”, endnu engang til et overdådigt måltid, spurgte jeg hvor de andre gæster blev af … For der var godt nok meget mad. Jeg drak en liter saftevand og en lunken kondi, for der var dømt væskeunderskud.

Derefter til køjs, for næste morgen ville jeg blive hentet kl 4!

I sengen lå jeg og funderede lidt over aftenen. Sikken en jagt. Det var ikke så længe siden jeg var kørt fra Tyskland og nu havde jeg været på jagt, efter en arbejdsuge på over 65 timer. Og nu lå jeg og glædede mig til morgenjagten. Kom til at fundere lidt over menneskets behov: En af mine kolleger var kørt de 9 timer hjem til kæresten på forlænget weekend, en anden havde fået kæresten på besøg, og jeg var kørt på jagt …

Da uret ringede om morgenen var jeg godt nok træt. Men; af sted det gik. Igen havde jeg fået for lidt søvn, dog forsvandt trætheden under en pürsch ned mod en havremark, hvori der stod en buk. Vi var nået ind på ca. 70 meter da Jan satte skydestokken op, for bukken begyndte at strække hals. Jan sagde ingenting, men stod og kiggede i håndkikkerten. Pludselig strakte bukken sig yderligere, så hovedet stak 10 cm over kornet. Korset stod stabilt på strubehovedet, da jeg forsigtigt begyndte at øge trykket på aftrækkeren. Da Sakoen sagde skrald, forsvandt bukkehovedet så hurtigt at jeg ikke kunne se hvad der skete, men et skarpt kugleslag forkyndte at udfaldet var lovende. Jan var helt oppe at ringe, for han havde set hvad der skete. Ellevild af jagtberuselse fik jeg et klask på skulderen og en kæmpekrammer, og Jan sagde han en hel masse på polsk og det var sikkert ganske rigtigt … Nu måtte vi ned og se efter, for det var vist ikke en helt ringe buk jeg havde skudt til. Glad var jeg, da jeg så bukken, for det var en meget smuk regelmæssig seksender, truffet direkte hvor jeg sigtede.

–Super präzizion sagde jan, og ville se en af mine patroner. –Elefanta, sagde han og rystede på hovedet. Jeg var glad og stolt over den perfekte bukkejagtssituation, det var bare lykken. Jeg var klar til at køre hjem, men nej, vi var på jagt.

Vi kørte ad en hovedvej, da Jan pludselig bremsede ned og vendte bilen. –”Bock”, sagde han og ud i vejkanten og hen mod skovhjørnet. Og der gik da også en mindre, men pæn seksender, ca. 90 meter nede på marken. Skydestokken blev placeret foran mig og jeg lagde riffellen op og skruede op for forstørrelsen. Da jeg klemte af var korset på vej opad, men pegede højt på bladet, jeg syntes bukken burde have pakket i skraldet, men i stedet dukkede den sig, vendte en halv omgang og sprang uskadt ind i skoven. Om det var rekyleskræk, træthed, at situationen føltes for let, at vi nærmest stod i vejkanten, at det var et antiklimaks efter den nylige jagt, eller at jeg skyder ad hel…. til, det aner jeg ikke. Men bukken blev overhovedet ikke ramt.

-’ reputacja’ kaput, var jans kommentar, og mit humør var da også helt i kulkælderen. Vi så ikke yderligere jagtbare bukke og kørte hjem til morgenmaden, igen alt for overdådig, så man får helt dårlig samvittighed over ikke at kunne spise op.

Efter en god formiddagslur, en masse frokost blev humøret meget bedre. Jan og præsidenten kom til en kop kaffe og Darek ville ha’ et billede til scrapbogen, så vi måtte stille op til fotografering

Om aftenen drog vi ud igen, denne gang yderligere bevæbnet med 4 kolde ”blyfri” kondivand.

Vi afsøgte flere områder, spadserede gennem enge, marker, omkring gærder og skove. Men intet råvildt at se …

De var som sunket i jorden, men sandheden var jo nok at det var fordi det var rigtig sommervarmt. På en eng stødte vi en virkelig god buk, men den havde oplevet nok og strøg til skovs, sammen med en rå.

Da det blev sidst på aftenen begyndte der at ske noget. Vi så råer enkelte steder og Jan besluttede sig for at vi skulle ud på nogle store marker, lige udenfor skoven. Der stod da vist også en buk ude i rugen, men det var ikke meget af den man kunne se.

Dækket af et jagttårn, sneg vi os nærmere. Da vi nåede tårnet, blev jeg jaget op i det, for nu skulle der ”schiessssses” igen.

Men med kun ørerne og opsatsen fri af kornet, skulle jeg ikke have skudt til noget som helst. Jeg prøvede at sigte på bukken, men tårnet var samtidigt for lavt til et ordentligt anlæg. Pludselig fik jeg øje på endnu en buk, til venstre ovre ved skovkanten. Han var kommet ud på et stykke, hvor rugen ikke var så høj, men noget længere væk end de 110 meter der var ud til den først spottede buk.

Da jeg skruede op for forstørrelsen kunne jeg se en lille opsats og en meget tynd hals. Ikke en jagtbar buk, så jeg kravlede ned igen. Jan var frustreret, det her var en rigtig dum situation for en jæger der gerne ville have sin gæst til at nedlægge noget. Men så, lige ud af det blå, eller rettere rugen, dér dukkede der en mindre seksender op, ca. 90 meter til højre for os.

Jan satte prompte skydestokken op, jeg var jo nærmest klar med riflen, så da bukken standsede inden byggen, lige i skellet mellem de to marker, fandt trådkorset bladet og fingeren aftrækkeren. Bukken blev blæst omkuld og Jan var ellevild, dunkede mig i ryggen og gav mig igen en ordentlig krammer. Sikken en aften, nu var det som om det hele gik op i en højere enhed.

Det skud gav selvtilliden et hak opad igen og reddede aftenen for den polske jæger. Men tiden var knap. Kl. 22 skulle vi mødes med Tomek fra Remodex og Presidenten for jagtforeningen og endnu nogle polske jægere. Vi prøvede at finde bukke flere steder, men til sidst blev det for mørkt. Da klokken var ved at være elleve havde vi fået vejet bukkene. Samtidig fik vi estimeret vægten på den friske, som så blev savet af, så jeg kunne få den med. Jan ville have et af mine hylstre som souvenir, og sad og fløjtede i det. De andre ville også lige se hvad det varfor et bukkekaliber den tovlige dansker havde medbragt. Ind til spisning og halv 12 kørte jeg mod Tyskland igen. I nattemørket så jeg rigtig mange rådyr. Ved Zielona Gora, bremsede en forankørende bil op langt fremme, den bagvedkørende bremsede også, men uden bremselys, så jeg tænkte bare, -Sikken en floskpande og fortsatte. Men da jeg nåede lidt længere frem, så jeg tre sorte skygger, lige til venstre for bilen. En vild bremse-undvigemanøvre, tømte forsædet og lavede ravage i varerummet.

3 überlaüfere stod næsten midt på vejen, da jeg kom kørende forbi. Det var lidt for tæt på …

Jeg var tilbage på hotellet da klokken den var næsten halv fire, men næste morgen var jeg på job igen klokken 7. En kort, heftig men pragtfuld weekend var blevet tilbragt i det polske, den kan jeg leve højt på i lang tid fremover

Tak til Mogens og Tomek, der leverede sidgevinsterne J