Uddrag af jagt hændelser/dagbogsnotater

Uddrag af jagt hændelser/dagbogsnotater, fra brunstjagt i Polen 2010.

Den 1. august gik turen til Zloty Rog reviret i Zalachowo en lille times kørsel fra Bydgoszcz. Jørgen og undertegnede kørte selv til destinationen.

Arrangementet var booket ved Remodex jagtrejser som vi har rigtig god erfaring med. De næste seks dage skulle vise sig med uforglemmelige jagtoplevelser på det 11.000 hektar store område, som Jøren havde været fast gæst på de foregående år. Det skulle i øvrigt vise sig, som et kuriosum, at

Jørgen nedlage sin buk nr.”400” på en af de første dage, vi var på jagt. Det blev fejret med champagne i en euforisk jagtstemning på morgenparaden på en skøn augustdag.

Vi ankom til reviret sent på eftermiddagen den 1. august 2010 kl. ca. 17. En køretur på næsten 1100 km. Og groggy, var jeg, efter de mange timer bag rattet.

Den sædvanlige procedure med indkvartering og indtagelse af et solidt aftenmåltid og efterfølgende kontrolskydning….

På vej ud til grusgraven, hvor kontrolskydningen skulle afvikles, stod en god buk i en lucernemark, som Jørgen nedlagde med et velplaceret skud fra sin 308`er.

Min jagtfører Lech Galezewski opsatte en skive på ca. 100m. To skud skal afgives, højt liggende med albue støtte… det er vel ingen sag?

Det ene skud OK… Det andet, ja hvor var det? Det lovede ikke godt!… Nyt forsøg… to skud—ok. Var jeg bare heldig? Et forsøg til og jeg prøvede at negligere trætheden. De to skud var ok – jagtmæssigt, men ellers ikke noget at prale af.

Lech og jeg kørte ud til et område med et højt tårn, hvor vi bladede en god buk året før. Området bestod af kornmarker, der var høstet i store bælter med vekslende marker af raps, lucerne, sukkerroer og med endeløse skove der udgjorde horisonten.

Vi forsøgte at blade, men intet skete,… kun vente og iagttage og nyde aftenstemningen til summen af mejetærskerne i det fjerne. Efter en god times tid, fik vi øje på en rå, der kom ud af kornet på et afhøstet bælte fulgt af en rimelig pæn buk på små 300 meters afstand. Vi prøvede at blade, men bukken var tilsyneladende upåvirket. Igennem håndkikkerterne målte vi bukken og besluttede et forsøg, klokken var nu 19.45.

Vi pyrsch`ede vinkelret på dyrene i passende afstand langs et hegn. Da vi var ca. ud for dyrene i en afstand af ca. 250 meter og skulle starte på at kravle ind på dyrene, trådte en lille buk ud på det åbne bælte. Den havde åbenbart ligget og tygget drøv. Vi pyrsch`ede tilbage til en lavning i terrænet og forsøgte i et skråt snit, at kravle ind på den lovende pæne seksender. Jeg efterlod skydestok, vest og skjorte. Det var en meget varm aften og samtidig et kapløb med lyset i den tiltagende solnedgang.

Lech snoede sig i en hastighed som en klapperslange over prærien. Jeg forsøgte at følge trop, men sagtnede håbløst bagud med sveden dryppende i øjnene og et galoperende hjerte med ukontrolleret vejrtrækning til følge. Dyrene bevægede sig væk fra os i langsomt tempo og var ude af syne i en lavning i terrænet. Jeg kunne nu rejse mig halvt op… og nå op til Leck… lavt gående.

Jeg var træt, efter køreturen, og følte mig som en våd gulvklud på den flade stubmark med udlæg af en eller anden ukendt græsart, som vi trykkede os i. Lech bladede og bukken viste interesse. Jeg kunne ikke fra liggende stilling afgive skud, da kun hovedet på bukken var synligt. Op i siddende skydestilling, men stadig for lavt til at afgive skud på bladet. Jeg bandede over, at Lech ikke havde taget min skydestok med. Det er umuligt at kravle med riffel og skydestok samtidig, med mindre skydestokken hænger i en rem på ryggen. Pulsen bankede, sveden løb og brillerne begyndte at dugge. Tanken strejfede mig, jeg må ind til Clemmesen og have dugfri glas på de næste briller. Dybe ind og ud åndinger… op på knæ… få sigte på bukken der var urolig… og gik i en nærmest ellipseformet tværgående gangart… agtpågivende med skiftevis løftet og sænket hoved afstanden var ca. 60m. Jeg stak snellen, et pift… bukken fortsatte uden stop for ikke at sikre …Lech schiesen schiesen ! ….

Skuddet traf i wadien og slog bukken omkuld… den måtte fanges af, med nok en kugle. Scheise! For det igennem mine tanker, jeg burde ikke have sluppet kuglen! Men det gjorde jeg i vished om korrekt sigte, men koncentrationen havde spillet mig et puds… Det var helt sikkert en spektakulær udfordring, der nok helligede midlet, for at tilfredsstille min begærlighed til et godt trofæ på et godt stykke over de 90 P.

Det er helt sikkert, den sværeste pyrsch jeg til dato har udfordret, der lige så godt kunne havde endt i en grim anskydning med mange selvbebrejdelser til følge.

Solen var nu gået ned, mosekonen bryggede til aftnens mange lyde, medens trætheden og følelsen af ens jagt evne… balancerede på ægget af en skarp kniv.

Den følgende morgen tog vi på pyrsch. Først ved et skovområde med vekslende afgrøder med korn og roer og senere på morgenstunden i et bakket terræn, hvor en skov af blandet fyr, birk og bøg strakte sig på langs af en flere kilometer lang skråning ned mod en stubmark med remiser og en mindre sø omgivet af majsmarker. Vi listede ned midt på skrænten, så vi havde overblik over en smal slugt mod søen. Vi sad på anstand og ventede på buk. Pludselig efter en halv times venten kom to vildsvin gående roligt gennem slugten mod søen. Jeg stak snellen, og da afstanden til svinet var ca. 35 – 40 meter. Slap jeg kuglen, en 120 grain Nosler ballistik tip i cal. 6,5×55, der traf på bladet og sendte svinet i jorden som ramt af lynet. Det var lige efter bogen uden dramatik. Det var mit første vildsvin, men ikke det sidste.

Hen ad ved syvtiden, skød vi en syg buk. Den synede ikke ret stor, men viste sig, at være en gammel retur buk på kun 9 kg. Lech havde på forhånd spurgt, om jeg ville ombringe bukken, hvis vi stødte på den.

Ud på aftenen lige efter klokken 21 sad vi på anstand efter svin i en skov med en dyb kløft, hvor der var en søle plads i bunden. Det var overskyet og mørkt i vejret. Jeg havde udskiftet ammunitionen til 9 gr. Hornady. Vi havde medbragt en tysk ruhåret, der pænt måtte vente i bilen, hvis en eftersøgning blev nødvendig. Efter at have ventet en lille times tid, kom to svin til syne på sølepladsen. Trådkorset hvilede på bladet… Bang! Mundingsflammen blindede mig fuldstændig, og jeg kunne derfor ikke se skudreaktionen, men Lech beroligede mig med et OK. På anskuds stedet fandt vi lyserødt svampet schweis, men ikke særlig meget. Jeg blev lidt ængstelig og det var nu bælg ravende mørkt. Vi forsøgte med lommelygter at gå på sporet, men tabte det hurtigt. Tanken for gennem hovedet, var svinet anskudt og lå på lur til angreb… Nakkehårene rejste sig på mig. Lech var uanfægtet af situationen. Vi henter hunden. Sagt som gjort. Hunden blev koblet i en lang line og jeg fulgte efter. Efter ca. 60 meter stoppede hunden og så op på Lech med logrende hale. Han slap hunden og små ti meter tilbage mod venstre side af sporet, hvor vi var kommet fra, halsede hunden. Der lå svinet sten dødt og hunden ruskede det. Uden hunden, havde vi aldrig fundet svinet på så mørk en aften og måske ej heller, selvom det var lyst. Det er godt, at holde sig en hund der kan redde fadæsen, siger et gammelt jæger slogan.

For ikke at kede læserne gennem et forløb af kun gode jagt historie, hvor bukken falder den ene gang efter den anden for den perfekte bladkugle og jagten dermed er slut uden nogen form spænding eller fejl fra jægers side, er lidt kedelig i længden. For det er uundgåeligt for den nimrod, der har riffeljagt som passion.

Det er obligatorisk straks efter et skud, at føre en ny patron i kammeret! Det er helt notorisk… og hvorfor undlod jeg netop det?

Tidlig på morgenstunden den anden sidste dag, afgav jeg et rent forbi skud… helt forbi… Stående hvilede riflen i den to benet skydestok. I skudøjeblikket fornemmede jeg aftræksfejl mod højre… satan og helvede. Sket er sket. Det var et langt skud på en ca. 160m. Bukken forsvandt ud af syne et øjeblik og kom frem igen, men nu med spejlet til og det blev den ved med, kun for at løfte hovedet og esse videre. Vi ville ikke tage et nyt forsøg, da der var en oversvømmelse i mellem os, og jeg havde forspildt det første forsøg.

Vi fortsatte til fods af en skovvej gennem en ung kultur af lærk frem mod en lysning med en fodermark. Lech fortalte, at her gik en kæmpe buk, der sjældent lod sig se, klokken var hen ad ni om formiddagen. Det var et fantastisk syn. På fodermarken gik et spring dyr, hvoraf kæmpe bukken var imellem. Lech nikkede til mig, OK. Jeg sneg mig hen mod et trådhegn for at få anlæg på pælen. Venstre finger på signalstiften, der var en patron i kammeret. Afsikre… stikke snellen… omhyggelig sigte på bladet af bukken… et klem på aftrækkeren… en underlig lyd som når man trykker på en kuglepen og fjederen udløses… Det var underligt, jo den var afsikret… stak snellen igen. Og et nyt tryk på aftrækkeren… den samme underlige lyd, hvorfor udeblev knaldet? Var det mine forbandede hjemmelavede riffelpatroner?… Nej dit fjols… Du glemte at repetere fra sidste skud… Forsigtig åbne låsen… metal lyden… bukken anede uråd og sprang mod skoven efterfulgt af råer og smaldyr. Du skal ikke tro du er noget! Jagten på et trofæ er ikke altid perfekt og det er nok mere sandheden end undtagelsen af det perfekte, som vi helst ynder at fortælle om. Det er helt sikkert, jeg kører gerne den samme lange strækning til næste år, for kun at skyde den fantastiske buk, også kun den eneste ene.

På de seks jagtdage skød vi tilsammen 21 bukke og tre vildsvin, hvoraf de ti bukke og to vildsvin var i mit favør.